Biskop Christian Alsted har sendt ut følgende hyrdebrev etter Russlands invasjon av Ukraina:

Hyrdebrev i lys af de tragiske begivenheder i Ukraine.
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må
ikke forfærdes og ikke være modløst! Joh 14:27

Der er krig i Europa, Rusland har invaderet Ukraine, som er et frit uafhængigt demokrati.
Krig og vold er af det onde og medfører altid omfattende menneskelige omkostninger. Det
kristne budskab peger på forsoningens vej og aldrig på krig og vold, som løsningen på
konflikter.

Krig er et forræderi mod evangeliet og mod menneskeheden, hvor både
civilbefolkning og soldater er ofre. Ansigt til ansigt med denne ondskab, beder vi om en
tankegang, som er anderledes end den, der bygger på en geopolitisk dagsorden. Vi beder Gud
forandre hjerte og tanker hos ledere, og om en nedtrapning af konflikten og om dialog fremfor
vold og krig.

Metodistkirkens Sociale principper siger: ”Vi tager afstand fra krig og opfordrer indtrængende
til fredelig bilæggelse af alle konflikter mellem nationer. Fra begyndelsen har den kristne
samvittighed kæmpet med voldens og krigens barske realiteter, da disse onder tydeligvis
modarbejder Guds kærlige hensigter for menneskeheden. Vi længes efter den dag, hvor der
ikke længere vil være krig, og mennesker vil leve sammen i fred og retfærdighed.”

Vores centralkonference består af Nordiske, Baltiske og Eurasiske lande, heriblandt Rusland og
Ukraine. Den kristne kirke er ikke nationalistisk og vore relationer til vore brødre og søstre i
andre lande er ikke begrænsede af nationalitet eller kultur. Vi har dybe relationer til metodister
i Ukraine såvel som i Rusland, og selvom vi præges af vores kultur og de politiske realiteter, må
vi ikke lade det hindre eller ødelægge vores enhed i Kristus.

Vi står sammen med metodisterne i Ukraine i bøn om beskyttelse, og om forsoning og fred. Vi
beder for præster, ledere og menigheder i Metodistkirken i Ukraine, må Gud give, at deres
vidnesbyrd om forsoning og fred bringer styrke og håb til den Ukrainske befolkning.
Vi beder for biskop Eduard Khegay, som er biskop for både Rusland og Ukraine, må Gud give
ham den visdom og nåde, som han behøver i sin tjeneste.

I det Nordiske og Baltiske biskopsområde har Norge, Finland, Estland, Letland og Litauen alle
grænser til Rusland, desuden har Letland og Litauen grænser til Belarus. Især i de Baltiske lande
vækker invasionen af Ukraine stor bekymring.

Metodisterne i de nordiske lande står sammen med metodisterne i Estland, Letland og Litauen i
bøn om beskyttelse og fred. Må kirkens vidnesbyrd om forsoning og fred i Kristus bringe håb og
styrke til befolkningen i de baltiske lande.

I den kommende uge begynder fasten, som altid har været en tid til bøn og selvransagelse. Jeg
opfordrer alle vore menigheder til forbøn for Ukraines befolkning, og til forbøn for verdens
ledere, som har magt og indflydelse til at bringe krigen til afslutning.

Jeg opfordrer alle vore menigheder til bøn og faste for forsoning og fred i verden. Må Gud, i sin
nåde, åbne vores øjne for de ting som leder til fred, må Han beskytte os alle mod, at krigen
eskalerer og breder sig, og må vi følge Ham på sandhedens og fredens vej.

Kristus forbarm dig over os alle.
Christian Alsted